Campus Svendborgs udvendige miljø udstråler med afsæt i sine maritime omgivelser en arkitektonisk åbenhed, som taler sammen med husets indvendige naturmaterialer. Fra havnepromenaden træder de besøgende ind i et hyggeligt og storslået Campustorv, hvor de sociale aspekter i form af åbenhed, imødekommenhed og transparens er bestemmende for husets arkitektoniske valg og løsninger. Torvet prydes af smukke lysindfald og et trapperum, der i form af dets trækonstruktioner, røde stål og akustiske beklædning udstråler et varmt og stofligt udtryk. De absorberende materialer i træ, som bryder betonvæggene, styrker varmen i huset og er med til at sikre, at husets indvendige rum er indbydende og taktile samt har et blødt, organisk og nordisk udtryk.
Campus Svendborg disponeres til at rumme 550 studerende inden for lærer-, sygeplejerske-, pædagog- og filmledelsesuddannelserne med undervisningsfaciliteter på fem etager. Akustikken er tilpasset de enkelte rum for at sikre et moderne og fremtidssikret studiemiljø med optimalt indeklima. Undervisningslokalerne er indrettet med uformelle siddemuligheder i form af bænke langs facaden og fleksible bordopstillinger og er beklædt med akustisk absorbent, som understøtter funktionaliteten af rummene og gør, at huset er et rart sted at være – samtidig med at husets genanvendelige materialer sætter et grønt aftryk.